|
Den danske arkitekt Finn Juhl er kendt for sine organiske og fint bearbejdede møbler. I samarbejde med møbelsnedker Niels Vodder skabte han den spændstige 45-stol. Stolen blev et nybrud inden for dansk møbeludvikling, fordi sæde og ryglæn er frigjort fra selve konstruktionen. Den overpolstrede form nærmest svæver i det synlige træstel. Finn Juhl tog som en af de første arkitekter afstand fra Kaare Klints etablerede møbelskole, som dyrkedes på Akademiet af mange af tidens arkitekter. Modsat den klintske traditions udprægede stramme og geometriske udtryk, lod Finn Juhl sig inspirere af moderne, abstrakte skulpturer.
Hans bevidsthed om at materialet skal matche konstruktionen fik ham til at anvende dyre træsorter som ahorn, oregon pine, palisander og teak. Af samme årsag har mange af hans møbler fået et eksklusivt ry. Det lod de danske fabrikanter tøvende tilbage for de amerikanske, som Finn Juhl fik sine møbler produceret hos op gennem 1950’erne. Amerikanernes begejstring for Finn Juhls møbler medvirkede til at gøre danske møbler populære i USA under betegnelsen Danish
Modern.
Det er ikke underligt, at Finn Juhls møbler er mere
kendte i udlandet end i Danmark. I 1950 var han nemlig
den første og eneste af de store danske arkitekter, der
drog udenlands og gennem udstillingerne ”Danish Modern”
i USA fra 1950-1955 opnåede han international berømmelse
og er i dag betragtet som faderen til begrebet ”Danish
Design”, netop fordi han dannede skole og fik danske
designmøbler placeret på verdenskortet.
Finn Juhl døde i 1989 og tegnede sine fantastiske møbler
fra sidst i 1930’erne til sidst i 1960’erne.
Finn Juhl møbler - Klik
her |