Hans J. Wegner var stolens ubestridte
mester i dansk design. Gennem et langt og produktivt
arbejdsliv har han tegnet ca. 500 stole, hvoraf en stor
del i dag er stærkt efterspurgte klassikere - og stadig
i produktion.
Som dreng var han meget optaget af at skære i træ. Han
blev født i 1914 i Tønder, hvor han ofte gik på det
lokale museum for at studerede statuerne og få
inspiration. Senere lagde han træskærerarbejdet på
hylden, men den kombinerede interesse for skulptur og træ
tog han med sig, da han senere uddannede som møbelsnedker
og møbelarkitekt.
På Kunsthåndværkerskolen lærte han den jævnaldrende
Børge Mogensen at kende. De udviklede et fagligt og
personligt venskab, som bl.a. kom til udtryk i, at Hans
J. Wegner tegnede et sæt barnemøbler i dåbsgave til Børge
Mogensens søn Peter. Barnemøblerne blev senere sat i
produktion hos FDB-møbler, hvor Børge Mogensen var
designchef.
Hans J. Wegners stole regnes blandt verdens smukkeste.
Samtidig er de præget af hans forståelse for, at
stolen er et møbel, som er tæt ved kroppen og derfor
stiller høje krav til komfort og ergonomi. Form og
funktion går i sjælden grad op i en højere enhed i
Wegners møbler. Fra sin snedkeruddannelse har han bragt
kærligheden til træet med sig, og han har en særlig
evne til at udnytte veddets egenskaber til at frembringe
overraskende og skulpturelle linjer. Det danske ord for
design, formgivning, får ny mening, når man ser på
Wegners møbler. |
|
|
 |
|