|
Henrik Lange, manden bag virksomheden Lange Production, faldt i 2005
med et brag for Fabricius & Kastholms stol Grasshopper, men prisen på
stolen (250.000 kr. på auktion) afholdt ham fra at erhverve stolen.
I stedet grundlagde han virksomheden Lange Production med det formål at
genoplive produktionen af klassikerne fra designer-duoen. Derfor tog
Henrik Lange i 2005 kontakt til Jørgen Kastholm, den eneste
tilbageværende af de to designere. Denne overdragede licensrettighederne
til Henrik Lange mod den garanti, at produktionen af hele kollektionen
skulle genoptages.
Fabricius & Kastholm udviklede i årene 1966 til 1968 en møbelkollektion
overvejende af stål og læder. Møblerne blev produceret i Tyskland på
fabrikken Kill International, der for længst er lukket ned. I dag
produceres komponenterne til møblerne hos Kills gamle underleverandør i
Tyskland på originale maskiner og af de samme medarbejdere.
I dag producerer Lange Production ligeledes møbler designet af Grethe
Jalk.

|
|